Månedsarkiv: februar 2014

Lokalt iværksætter-medie i Horsens

Lokalt iværksætter-boost i Horsens

Nettet rummer efterhånden mange gode ressourcer til iværksættere. Alt fra dating mellem udbud og efterspørgsel af freelance-ydelser til networking og rådgivning findes efterhånden i alle tænkelige afskygninger. Som “online” iværksætter har man måske ikke så meget brug for den lokale tilknytning, men for mange typer af iværksættere indenfor mere traditionelle erhverv, kan det måske i højere grad være afgørende, at man kan trække konkret på mere nære / lokale relationer, rådgivning og fællesskaber.

vistartersgu.dk – lokalt iværksætter-netmedie i Horsens

Det er netop tanken bag vistartersgu.dk – et nyt netmedie, der fokuserer på de gode lokale iværksætter-historier (Horsens og omegn). Sitets primære element er det redaktionelle indhold. Dvs. historier / interviews, der skal inspirere andre iværksættere (anonyme iværksættere) til at kaste sig ud i iværksætteriets disciplin. Ved at lade iværksætterne selv fortælle om udfordringer, glæder, bekymringer, mm. ved at være selvstændig, lover stifterne at skubbe flere kommende ildsjæle ud over kanten og netop agere det element, der giver den sidste (eller i princippet første) overbevisende inspiration.

Iværksætteri-boost i et nyt perspektiv

Men hvad er det nye så? Udover en decideret redaktionel linje, vil vistartersgu.dk også byde på andre spændende værktøjer. Via et interaktivt kort, skal man helt konkret kunne navigere rundt i en hidtil udokumenteret underskov af “anonyme iværksættere”, rådgivningstilbud og kontorfællesskaber. Og netop fordi der holdes et lokalt fokus, vil udbuddet kunne koncentreres og holdes på et lokal-relevant niveau.

Støtte fra Horsens Kommune

Om det virker – ja, det vil tiden vise. Indtil videre er vistartersgu.dk stadig i etableringsfasen. Horsens Kommune har netop bidraget med kapital til projektet, og de fem bagmænd/-kvinder (fra Den Seriøse Kaffeklub) arbejder efter sigende hårdt på at lancere en første version af sitet. Spændende!